torsdag den 22. maj 2014

Udklip fra Ugeavisen.dk - 19-05-2014

Mimmi og Henning fra Toftlund fik guld ved DM 















Link til udklip på ugeavisen.dk

Mimmi er en ældre dame på otte år af racen labrador, men hun er overhovedet ikke klar til at gå på pension.
Hun er nemlig igen blevet danmarksmester i nordisk spor sammen med sin herre, Henning Rohde, og parret skal nu repræsentere Danmark ved Nordisk Mesterskab sidst i september.

Det skal et par gode venner til parret også, for Fenja, en belgisk hyrdehund af racen Mallinois tog nemlig sammen med sin herre, Carsten Munksgaard bronzemedaljen med hjem fra DM.
Fenja og Carsten var der nu ingen, der havde regnet med, for de skulle slet ikke have været til DM.
»Vi kom med på afbud, så vi var debutanter, og ingen kendte os. Fenja er kun tre år, så hun er en ung hund endnu, og det kan naturligvis også mærkes, når vi går spor«, fortæller Carsten Munksgaard, der naturligvis er stolt af sin hund.

At to ud af tre landsholdsdeltagere kommer fra DcH Toftlund er ingen overraskelse, for klubben har gennem tiderne haft flere, der gik til tops, endda en verdensmester har klubben fostret.
Nu er der to fra Toftlund DcH på landsholdet, og de glæder sig til at vise, at de kan gøre sig gældende blandt stærke konkurrenter.

Kører i bil til Finland

Med ved DM i Nordisk Spor var også Jens Søgaard med labradoren Donna. Parret fik en ottende plads og kommer dermed ikke med til Nordisk Mesterskab. Det gør nu ikke så meget, for Jens Søgaard tager alligevel med til Finland, hvor NM holdes i år. »Vi kan da ikke undvære Jens, for han er vores træner og holdleder, og han skal da med som supporter«, siger Carsten Munksgaard med et stort smil.

Henning Rhode, Carsten Munksgaard, Jens Søgaard og de to hunde Mimmi og Fenja kører til Finland. Ejerne af de dygtige hunde vil nemlig ikke risikere, at hundene bliver frustrerede af en flyvetur, hvor de er buret inde i kasser. »Vi tager nu også derop en uges tid før, for hundene skal lige vænne sig til de fremmede forhold. Der er en anden natur i Finland, og den får de så lejlighed til at lære at kende. Vi får nemlig stillet et øveområde til rådighed«, fortæller Henning Rohde.

Mens hundeejerne har deres spekulationer omkring deltagelsen i NM, har hundene bare travlt med at gøre deres herrer tilfredse. De firebenede lægger sig lydigt ned og bliver liggende, når de får besked på det, og så hygger de sig med at hente ting og sager, som ejerne har smidt rundt omkring.
De er såmænd ligeglade med, hvordan det vil gå til NM, mens det bliver mere spændende for deres tobenede ejere.

onsdag den 7. maj 2014

Udklip fra Jydske Vestkysten - Tønder d. 30.04.2014


Tre stolte ejere med tre dygtige hunde. Carsten Munksgaard, til højre, har en belgisk hyrdehund, mens både Jens Søndergaard og Henning Rohde har labradorer.
Foto: Poul F.Skøtt
Tre stolte ejere med tre dygtige hunde. Carsten Munksgaard, til højre, har en belgisk hyrdehund, mens både Jens Søndergaard og Henning Rohde har labradorer.

Tønder 

To af de tre hundeførere fra Toftlund skal nu have hundene med til konkurrence i Finland.

Et par gange om ugen mødes Carsten Munksgård, Henning Rohde og Jens Søndergaard til træning med deres hunde
Hundene er en hobby for dem alle tre, men det er også en hobby med alvor. Det er målrettet træning, og i sidste weekend gav det resultat:
Henning Rohde og Mimmi vandt det danske mesterskab i nordiske discipliner, Carsten og Fenja blev nummer tre og Jens Søndergaard med Donna blev nummer otte.
- Det er da flot, at vi tre fra Den Civile Hundeførerforening fra Toftlund kommer hjem med så gode placeringer, siger Henning Rohde.
Han har prøvet det før. Med Mimmi, der er en labrador, vandt han også det danske mesterskab i 2011.
For Carsten Munksgård og Henning Rohde betyder første og tredjepladsen, at de skal repræsentere Danmark ved de nordiske mesterskaber i Finland i december. Mesterskaberne holdes i den finske by, Jämijärvi, 200 kilometer fra den finske by, Turku.
- Det er de tre bedste danskere, der skal til Finland. Vi tager derop en uges tid før konkurrencen, så hundene kan vænne sig lidt til klimaet og stedet, fortæller de.
Carsten Munksgård er meget stolt af sin tredjeplads med Fenja, der er en belgisk hyrdehund.
- Der var kun 12 deltagere i konkurrencen om DM. Jeg var nummer 14, men jeg kom med, fordi der var afbud. Og så går jeg hen og snupper tredjepladsen. Det var dejligt, siger han.
Mens ejerne glæder sig over æren og pokalerne, kan hundene se frem til lidt mindre intensiv træning. Der skal være tid til at slappe af mellem konkurrencerne, også når man er en hund.
- Vi træner lidt lydighed, når vi alligevel går tur, men det skal ikke bliver for meget, siger Henning Rohde, og afslører, at Mimmi godt må hvile ud i sofaen.
- Men kun, når den får lov, siger han.